Fælles front for FDF og spejderne i Aarhus

28.11.2011

Fælles front for FDF og spejderne i Aarhus

KFUM, DDS, DBS, De grønne pigespejdere og FDF i smilets by, der tilsammen tæller 4000 medlemmer, vil i år 2012 gøre en fælles indsats for at fortælle østjyderne om deres børne- og ungdomsarbejde.


Projektkoordinator - Signe Trier Simonsen

Til at føre projektet ud i livet har de sammen ansat 26-årige Signe Trier Simonsen som projektkoordinator. Hendes opgave bliver at brande FDF og spejdernes fælles værdier samt understrege vigtigheden af det overfor lokale politikere. Derudover skal der skabes et stærkere netværk imellem FDF og spejderne i Aarhus.

Med 20 år som FDFer og 5 år som medievidenskaber og journaliststuderende i bagagen, var Signe ifølge Jannik Toft Andersen, FDFs landsdelssekretær for Landsdel 4, den rette til jobbet. Han håber at FDF både lokalt og nationalt vil få gavn af det nye samarbejde.

Signe er spændt på, hvad projektet fører med sig, og hun glæder sig til at prøve, at bygge noget nyt op helt fra bunden.

”Det er drømmejobbet, fordi det forener min personlige interesse indenfor FDF med mine faglige evner indenfor kommunikation. Så nu glæder jeg mig til at komme i gang,” siger Signe, der tidligere har arbejdet for at skabe omtale for FDFs seniorkursus på Sletten

 

 

Nyt samarbejde mellem spejderne og FDF i smilets by

KFUM-spejderne, Det Danske Spejderkorps, De grønne pigespejdere og FDF i Århus har indgået et nyt tværkorpsligt samarbejde. Målet er at inspirere hinanden til fælles projekter samt fortælle politikerne og østjyderne om indsatsen.

Sammen bliver vi bedre

De danske spejdere og FDF laver et unikt børne- og ungdomsarbejde hver eneste dag. Alligevel inviterer de ikke ofte hinanden med, når der laves lederuddannelse, adventure race eller byløb. Og det på trods af, at mange grupper og kredse ligger dør om dør.

Det laver de nu om på i Århus. Alle spejderne samt FDF har derfor ansat en projektkoordinator; Signe Trier Simonsen. Hendes opgave bliver at skabe grobund for flere tværkorpslige arrangementer og events. Visionen er, at flere kreative hjerner, gode hjerter og dygtige hænder skaber bedre aktiviteter for de i alt 4000 spejdere og FDFere, der har hjemme i og omkring Århus.

Opråb til politikerne

Et andet mål for projektet er, at vise politikerne hvilken betydning spejdernes og FDFs arbejde har for deres medlemmer. For på trods af interne forskelle korpsene imellem, så har alle en fælles tro på, at de igennem deres aktiviteter skaber bedre mennesker og borgere.

Dertil kommer, at der i 2012 skal der forhandles Sport og Fritidspolitik i Århus Kommune. Der skal spejderne og FDF være klar, hvis ikke håndbold- og fodboldklubberne skal løbe med det hele.

Første gang

Projektet er blevet til i samarbejde mellem spejderne, FDF og Århus Kommune. Det er det første af sin slags i Danmark, og alle er spændt på, hvilke resultater, der kan opnås. Startskuddet blev taget midt i november, og så løber projektet igennem hele 2012.

Signe Trier Simonsen, som er blevet ansat som tovholder på projektet, er FDFer men også kommunikationsstuderende. Hun ser derfor projektet som en mulighed for at kombinere sin personlige og faglige passion i projektet.

 

Tilbage til nyhedslisten